Gruppeforløb med lægehenvisning
Jeg tilbyder gruppeforløb for mennesker, der har fået en henvisning fra egen læge.
I gruppen arbejder vi ud fra forståelsen bag De Tre Principper – en psykologisk forståelse af, hvordan vores oplevelse af livet skabes indefra gennem samspillet mellem sind, bevidsthed og tanke.
Når vi begynder at få øje på, hvordan vores oplevelse formes af vores tanker i øjeblikket, bliver det ofte lettere at møde udfordringer som stress, angst, nedtrykthed eller svære livssituationer med større ro og klarhed.
Gruppeforløbet handler derfor ikke om at analysere problemer i detaljer eller lære strategier til at kontrollere tanker og følelser. I stedet udforsker vi sammen, hvordan sindet naturligt bevæger sig mod mere klarhed og trivsel, når vi får en dybere forståelse af, hvordan vores psykologiske oplevelse bliver til.
Mange oplever, at denne forståelse kan give:
- mere ro i sindet
- mindre fastlåsthed i bekymringer og tankemylder
- større tillid til egne ressourcer
- mere nærvær i relationer og hverdagsliv
På forløbet opstår ofte mulighed for at undersøge temaer omkring:
- Hvordan vi finder vej tilbage til lyst, nærvær og balance i livet
- Hvordan vi mærker livskraften og navigerer herfra
- Hvordan vi står stærkt og autentisk i os selv
- Hvordan vi undgår at sidde fast i overtænkning og bekymring
- Hvordan vi navigerer i svære følelser
- Hvordan vi forstår symptomer som sundhedssignaler
Det praktiske
Inden opstart vil der være en individuel forsamtale, hvor vi afklarer, om gruppeforløbet er det rette tilbud for dig.
Gruppen består typisk af 2-6 deltagere og foregår i et trygt og fortroligt rum - online eller fysisk, hvor vi taler sammen, reflekterer og undersøger vores erfaringer.
For at deltage skal du have en henvisning fra din egen læge, som giver mulighed for offentligt tilskud til behandlingen.
Vi mødes hver gang til en dobbeltsession (1 time og 30 min). Prisen er som ved en enkelt session.
Fysisk hold: Afholdes i min klinik i Næstved: Vinhusgade 11 B, 4700 Næstved. Mandage i lige uger kl. 14.30-16.00.
Online hold: Afholdes online over Zoom. Mandage i ulige uger kl. 14.30-16.00.
Er medfødt sundhed (også kaldt De Tre Principper) nyt for dig kan du, forud for gruppeforløbet, læse bogen: “Dit Selvhelbredende Sind” skrevet af psykolog Mette Louise Holland.
Hvis du vil vide mere eller gerne vil tilmelde dig kan du sende mig en mail på: psykologdiness@proton.me
“If the only thing people learned was not to be afraid of their experience, that alone would change the world”.
– Sidney Banks